Gotisk arkitektur

Hvor kom stilen fra?

Gotikken begyndte i Nordfrankrig i 1100-tallet. Den regnes som regel fra ombygningen af klosterkirken i Saint-Denis ved Paris i 1140'erne, hvor abbed Suger ville have et kirkerum fyldt med lys. Derfra bredte stilen sig til katedralerne i Frankrig og videre ud i Europa.

Navnet kom først i renæssancen. Italienske kunstskribenter så tilbage på middelalderens byggeri som barbarisk sammenlignet med antikkens søjler og rundbuer og kaldte det gotisk, efter de folk, der i deres øjne havde ødelagt Rom.

Kendetegnene

Spidsbuen

To buer, der mødes i en spids. Den leder trykket ned i pillerne og kan bygges højere end en rundbue ved samme bredde.

Ribbehvælvet

Loftet bæres af et skelet af ribber, der samler vægten i nogle få punkter. Fladerne imellem kan gøres tynde og lette.

Strebebuer

Buer og piller uden på kirken, der tager imod hvælvingernes tryk udefra. De ses især på de store franske katedraler.

Store vinduer

Når murene ikke skal bære det hele, kan de åbnes. Vinduerne fyldes med farvet glas og stavværk, og over indgangen sidder ofte et rundt rosetvindue.

Højden

Det hele trækker øjet opad: smalle piller, høje skibe og tårne med spir.

Gotik i Danmark

I Danmark kom gotikken for alvor i 1200-tallet og varede til reformationen i 1536. Her blev der ikke bygget i natursten som i Frankrig, men i tegl, altså brændte mursten. Stilen kaldes derfor ofte teglstensgotik eller backsteingotik, og den findes langs hele Østersøen.

Teglstenen giver kirkerne et andet udtryk: glatte røde flader, trappegavle og blændinger, som er felter muret lidt ind i væggen for at pynte. Mange danske landsbykirker er romanske i bunden og har fået gotiske hvælv, våbenhuse og tårne i senmiddelalderen.

Kendte eksempler er Roskilde Domkirke, der viser overgangen fra romansk til gotisk, Sankt Knuds Kirke i Odense, Vor Frue Kirke i Aarhus, Budolfi Kirke i Aalborg og Haderslev Domkirke. Mange af hvælvene i de danske kirker blev senere dekoreret med kalkmalerier.

Videre til gotisk skrift